VOSK D-stævne i dressur og spring. HERNING Hingstekåring.
Det har været en begivenhedsrig uge – vi har oplevet så mange dejlige ting, og vejret har vist at marts er den første forårsmåned. HELT IGENNEM HERLIGT ;0)
I Torsdags holdt vi generalforsamling. Og som sædvanligt fristes man til at sige gik det jo stille og roligt for sig. Vi fik hygget og delt en masse gaver ud. Selve generalforsamlingen tog knapt en time, og de lidt mere end 50 fremmødte personer klappede når tid var og fik samtidig valgt Rikke Karkov ind i bestyrelsen og Pernille Friis ind som ungdomsmedlem. Vi fik uddelt en masse dejlige rangliste pokaler og gaver ud, og samtidig så fik Sys Holstein årets skulderklapspokal mens Carsten og Pia Mikkelsen fik Poul Kruses vandrefad. Samtidig blev både Charlotte Munch samt Bjarne og Dorit Kruse udnævnt til æresmedlemmer, så deres skilte hænger nu så flot ved siden af vores øvrige æresmedlemmer på søjlen i ridehuset.
Weekenden har netop budt på årets klubmesterskab, og hvilket mesterskab det blev ;0) Der var så meget god ridning og så mange fantastiske mennesker samlet på Kjeldmosegaard over weekenden, så man kan kun være stolt over at se hvor god sportsånd og samhørighed der bliver vist under dette stævne. Det er en sand fornøjelse at afholde stævnet. Der var 5 velredne ponyer til start i dressuren, og sidstes års nr. 2 avancerede og endte med i år at kunne kalde sig klubmester: Vicky Pejter Larsen på Roløkke Carte Dór blev 1, 2 og 3 pladsen var ligeplaceret efter % så her måtte vi for første gang bruge reglen om at se hvem der havde den bedste karakter på den sidste øvelse i programmet, og med 7,5 i afslutningsparaden kunne Channe Bech Petersen og Firfod Jitterbug kåres som nr. 2, mens Klara Rasmussen og Fønix Elsa blev nr. 3. I Hestene var der 25 ekvipager til start, og denne gang byttede sidste års 1 og 2 plads, så vinder blev Lenette Lundqvist og Don Primo Unik foran Tina Jeppesen og Cappuccino. Nr. 3 blev Anette Paulsen på Sophienholms Mary som er kommet godt i gang efter hendes skade sidste år. I springningen var der fart over feltet, men stadig så dejlig kontrolleret, så også søndag var vi velsignet med rigtig god ridning. I ponyernes mesterskab løb sidste års vinder sørme med pokalen igen til stor overraskelse for rytteren selv – Caroline Høj og Roløkke Softice kan endnu et år kalde sig klubmester. Nr. 2 i klassen blev den charmerende Skovlundegårds Hercules med Jeanne Bonde i sadlen, og nr. 3 blev Channe Bech Petersen på Firfod Jitterbug, og beviste hermed at man faktisk både kan ride spring og dressur på samme pony. I Hestenes springklasse var hele 15 ekvipager samlet til start. Herligt at vi kan samle så mange til at dyste om pokalerne og de smukke rosetter. Der var spænding til det sidste og alle gav os god ridning. Der var samtidig close race, men årets klubmester blev Sasha Bech Petersen og Redhot Patrick med Isabella Wridt Sørensen og Dalgårdens Moonligt på en flot 2. plads. 3. pladsen gik til Camilla Ødegaard som endnu engang havde pudset Firfod Fricazt af til stor glæde for alle os som kender ham og hans historie.
KÆMPE TILLYKKE TIL KLUBMESTRENE OG ALLE DE PLACEREDE! Vi håber stævnet har gjort jer mere parate til at indtage årets stævnepladsen. God vind i 2014 ;0) Der skulle gerne komme billeder fra mesterskabet i vores galleri.
Denne her uge er også ugen hvor Herning løber af stablen, og vi vil gerne sende Lenette Lundqvist og Don Primo Unik afsted med en bunke god selvtillid – så al mulig held og lykke til ekvipagen. Der skulle gerne skrives blog indlæg i løbet af Herningdagene, idet Ungdomsudvalget har en repræsentant med i det jyske.
Ved weekendens første afdeling af Ecco-Cup var SAR repræsenteret med ikke mere end 3 juniorryttere – så bliver man sørme så stolt, og især fordi dder blev vist flot figur; Emma Nymand og Leopold red 3 flotte ridt, og endte som nr. 11 i finalen om søndagen. Samtidig havde Trine Kristjansdottir og Spanggaards Nephew 2 mere end godkendte ridt. Så flot gået – tillykke til jer.
Ugens fødselsdagshilsner skal gå til Louise Jørgensen, Tanja Lohse og Britt Carsten. TILLYKKE ;0)