Uge 17 – 2015

SYR D-stævne dressur og spring
RØSK D-stævne spring.

En hel igennem vidunderlig weekend er overstået – solen har igen vist den har magt, anemonerne står strunke i skovbunden og vi nyder det hele. Al varmen gør også at ting tørrer ud, derfor skal vi anmode jer allesammen om at være behjælpelig med at lukke for porten til ridehuset når denne forlades. Vi kan vande nok så meget, og det skal vi nok, men det hjælper ingenting hvis ikke porten lukkes for så tørrer bunden ud i løbet af ingen tid. Men sådan er det,  men når sommeren og varmen kommer er det det der skal til 😉

Ved repræsentantskabsmødet i søndag i Rebild havde SAR og ROR (Roskilde Rideklub) stillet et fælles forslag om at afskaffe 70 års reglen som gør at personer over 70  år ikke længere må være aktive i distriktsbestyrelser eller som officials. Desværre blev vi nedstemt med overvældende 24 % for og 76% imod. Vi synes ellers der var en god debat omkring vores forslag, mange dejlige ord til hvorfor den skulle afskaffes, men i den sidste ende hjalp det desværre ikke. Vi er kede af at måtte skuffe de officials som falder for aldersgrænsen iår og som havde sat deres lid til at vi kunne få ændret reglen. Rigtig ØV var det!!! Men vi vil gerne takke ROR og Olaf Irgens for godt samarbejde!
Har nogen lyst til at vide mere om hvad der foregik på repræsentantsskabsmødet, så ligger der allerede nu en masse artikler på ridehesten.com lige som der også snart  ligger referat,  regnskaber m.m. på forbundets hjemmeside.

Der har også i denne weekend været stævneaktivitet og i Faxe red Emma Nymand og Rollo sig til en 2. plads i MB0, men så sandelig også i deres fælles MA1 debut. Flot Emma!
PÅ LFHR blev der afholdt  TREC stævne, og her var SAR også repræsenteret, idet Gitte Olsen på Serafina og Tina Christiansen på Fønix Elsa blev nr 2 i holdkonkurrencen, samtidig med at Tina blev nr. 4individuelt – flot start på TREC-eventyret for de to ryttere – TIllykke herfra!

HUSK at der er sidste tilmelding til SydhavsCuppens 1. afdeling på fredag – dressuren er ret flot tegnet, hvorimod det halter noget med springningen. Selvfølgelig er det ærgeligt at springrytterne åbenbart ikke ønsker at deltage i SydhavsCup, hvilket måske er en indikation om at vi for fremtiden kun skal afholde det i dressur eller måske at vi skal afholde springdelen som en stilspring og lade folk ride lige fra bom på jord til 120cm uden at skele til hvad hesten tidligere har præsteret. VI MÅ SE – det kan jo også være at vi overraskes, og at springdelen bliver  fyldt godt op de sidste par dage. ET er i hvert fald sikkert –  vi glæder os, og alle dækkenerne og rosetter er kommet godt frem 😉

Ingen fødselsdage i denne uge så derfor ønsker vi blot jer alle en herlig uge, hvor vi håber der bliver masser af godt vejr og masser af gode timer i hestens tegn!

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder 2015. Bogmærk permalinket.