SAR D/C-dressur Støttestævne med 1. afd af SydhavsMesterskaberne
Så er det ugen hvor vi varmer op til Støttestævnet, som i år er til fordel for Julemærkehjemmene. Og varmer op bliver det i bogstaveligste forstand for efter en forsommer med kulde og bestemt ingen varme i luften, vender bøtten og der loves op til 30 graders varme i weekenden. Det bliver en varm affære, men hvad pokker gør det når bare vi hygger og der er masser af kolde drikke til salg.
Der har igen været overvældende interesse for at starte stævnet, og det er jo fantastisk at skulle sige at vi endnu engang når over 100 starter til en stævnedag 🙂 Vi arbejder for at det skal blive et rigtig dejligt stævne – vi håber at du har lyst til at komme og se en masse god ridning.
Ellers er sommerferien jo begyndt for rigtig mange, og det tynder lidt ud i stævnerne, men i søndags var SAR repræsenteret ved det årlige Trakhenerstævne i Ringsted og her vandt Susanne Bille og Poker Face overlegent 6 års klassen, hvorimod Louise Teisner og Lumumba Sjælstofte satte sig solidt på 2. pladsen i 4 års klassen og Helle Frejlevs 3 års hoppe Pompei blev kåret som 3 års. Tillykke til jer alle sammen.
SAR var også repræsenteret ved Landsfinalerne på Vilhelmsborg, og med et herligt billede venligst lånt af Channe Beck Petersen, kan vi se at selv om Sasha og Channe Beck Petersen og Camilla Ødegård ikke fik placering i Trec-konkurrencen så så de brandgodt ud og havde en herlig tur. Sejt at se et rent hold med Firfødder repræsentere klubben 🙂
Trude Hestengen og Disney som jo var vores hovednavn ved jubilæums-arrangementet har også haft en fantastisk tur ved Nordisk Mesterskab, hvor det med det norske landshold lykkedes sig at trække bronze hjem i holdkonkurrencen, men Trude og Disney i küren dansede sig igennem og endte med at kunne sætte en flot sølvmedalje om halsen. KÆMPE STORT TILLYKKE til Lasse og Trude 🙂
Ugens fødselsdagshilsner skal gå til Rikke Lærke, Louise Teisner, Michelle Johansen og Trine Kristjansdottir – HYP HYP HURRA 😉