BRN D-stævne spring
Så er påsken overstået og allerede nu kender vi flere der er ved at tælle de næste 40 dage ned, så længe er der nemlig til Store Bededag og DØLLE-MARKED 🙂 🙂 Det er en begivenhed som sætter vores landsdel under pres, og vi i klubben forsøger så vidt muligt at undlade at have arrangementer der, for det er så godt som umuligt.
Påsken blev brugt på blandt bagagerumssalget, og det var da så superhyggeligt. Hele 33 biler deltog, og der var lækkert udstyr – ikke ret meget af det meget brugte og meget forvaskede, men rigtig meget af det gode udstyr, de lækre ting og så var der en masse andre skønne sager, som ægte tæpper, bøger, skønne vintagefund, herlige nye “gamle” ting (her købte klubben blandt andet en skøn skøn sadelholder til når der skal pudses udstyr). Der var legetøj, sko og tøj og desværre ikke helt så mange besøgende som vi havde håbet på. Vi ved dog heldigvis at de allerfleste synes det var en hyggelig dag med gode snakke og skønne grin, så de 25 kr. som pladsen kostede ødelagde ikke hele budgettet hvis man var så uheldig ikke at få noget solgt.
Den kommende weekend afholder DRF repræsentantsskabsmøde og afholder samtidig 100års fest. Fra klubben deltager Formand Hans Herman Storm sammen med Kasserer Charlotte Hannibal.
I Vindinge var 2 SAR-ryttere lige forbi i mandags, og Tina Jeppesen og Rave on fik en flot 2. plads i deres LA5 debut, hvor Annielle Clausen og Don Poplano blev nr. 3 i selvsamme klasse. Sejt gået af de 2 ekvipager – TIllykke 🙂
Ugens fødselsdagshilsner skal gå til Rikke Karkov Hansen. Tillykke til klubbens Næstformand 🙂