Velkommen som opstalder på Kjeldmosegård
Sakskøbing Rideklub har lejet stalden på Kjeldmosegård af Bjarne og Dorit Kruse, og klubben står for den daglige drift af stedet. Stalden består af 31 dejlige store bokse, brede staldgange og automatisk styring af oven-vinduerne som sikrer at der er god luft året rundt. Der er endvidere installeret brandalarmer lige som der er brandsikre døre indtil halmrum, foderrum og sadelrummet.
Klubben har ansat Louise Jensen til at tage sig af det daglige arbejde med at passe på stalden og dens højt værdsatte beboere. Louise har en fantastisk tilgang til hestene og de daglige arbejdsopgaver bliver hver dag gjort med omhu og med faste rutiner som gør at både heste og ejere kan føle sig trygge.
Louise starter dagen med at fodre mellem kl. 7 og 7.15. Når morgenfodret er indtaget bliver hestene lukket ud på fold, hvorefter der bliver strøet og lagt eftermiddagswrap ind. Hestene tages ind igen mellem kl. 14 og 15, således at alle er i deres bokse når der fodres til eftermiddag mellem kl. 15.30 og 16. Natfodringen sker mellem kl. 22 og 22.30 hvor gårdejer Bjarne Kruse tjekker op på hestene inden lyset slukkes.
Weekenderne varetages på skift af opstalderne og foregår på præcis samme måde som hverdagen, hvor opstalderen varetager Louises daglige pligter og Bjarne fortsat fodrer til nat.
Som opstalder på Kjeldmosegaard betaler du ikke ekstra for at benytte stedets dejlige faciliteter; 3 udendørs 20x60meter dressurbaner, 1 stor springbane anlagt på græs, 1 hyggeligt ridehus på 20x60mster med masser af charme og sjæl samt vores hyggelige cafe, Tutten. Til gengæld forpligter du dig til at være medlem af SAR og der med betale kontingent til klubben.
Skulle du have lyst til at få en rundvisning på stedet, blive skrevet op til boks eller ønsker du blot at vide mere, så kontakt næstformand Lenette Lundqvist på tlf. 28943668.
Du har naturligvis også mulighed for at surfe rundt på vores hjemmeside, hvor du blandt andet finder oplysninger omkring sikkerhedsreglerne i klubben, vores politikker om trivsel, børn, alkohol og rygning, du kan se vores opstaldningskontrakt eller læse vores korte nyheder eller Ungdomsudvalget blog.
Som opstalder på Kjeldmosegård bliver du ikke kun en del af en velfungerende stald som vægter hestenes velfærd og det gode sammen hold højt, men bliver samtidig medlem af en social og aktiv rideklub under DRF som er certificeret i Sikkerhed, Organisation og D-stævner.
Du skal være så hjertelig velkommen til at besøge os!